Økologi og selvforsyning indgår som en naturlig og fuldt integreret del af hele konceptet bag Hellevad Vandmølle.
Tekst og foto: Morten Telling
Hellevad Vandmølle ligger nær Rødekro i Sønderjylland. Den turbinedrevne vandmølle er for længst nedlagt, men tilbage står stadig den gamle møllebygning, der i dag rummer et stort kursuslokale med udsigt til åen og engområdet.
Siden Elsebeth Junker overtog stedet sammen med sin mand Bjarne Boesen i 1996 efter sin far, er stedet gået fra at være et forfaldent landbrug under afvikling til at være et velfungerende økologisk landbrug under udvikling. Udover kursuslokalet i møllehuset er der nemlig bygget et stort professionelt køkken, spisesal i to etager med plads til 50 personer, stor ridehal og en række lejligheder og værelser med i alt 42 sengepladser. I stort set samtlige ferier og helligdage er der fuldt belagt med gæster, der gerne vil på økologisk bondegårdsferie på Hellevad Vandmølle og hjælpe til på gården, arbejde i den store køkkenhave eller lave mad af råvarerne fra gården sammen med Elsebeth i køkkenet.
Gik over al forventning
– Vi lagde om til økologi, da vi overtog stedet i 1996. Vi er uddannede agronomer og havde begge udearbejde i starten, men da vi fik børn, besluttede jeg mig for, at jeg gerne ville skabe en arbejdsplads herhjemme, så vi startede med at tilbyde økologisk bondegårdsferie, forklarer Elsebeth.
– Det gik over al forventning, og det har det stort set gjort lige siden. Jeg kunne se det hele i børneperspektiv, eftersom jeg selv har været barn her, og så var vi nok også gode til at få solgt historien om stedet allerede dengang. I starten var det især folk fra København, men i dag kommer der flere og flere fra de mellemstore byer i Jylland, som Esbjerg og Kolding.
Gæsterne hjælper til
Landbruget var oprindelig baseret på mælkeproduktion, men de solgte mælkekvoten og startede i stedet planteavl med blandt andet brødkorn, som de i dag afsætter til Aurion. I perioder har de også produceret specialafgrøder som f.eks. sukkermajs. De har fem søer og producerer 50 slagtesvin om året, som de har gående på friland hele året, samt en otte-ti ammekøer med opdræt og lige så mange kalve til opfedning. Medregnes den store køkkenhave, er de stort set selvforsynende.
– Vi forsøger så vidt muligt at inddrage gæsterne i det daglige arbejde. Under høsten hjælper de med at læsse halmballer, og om foråret er de med ude at så i køkkenhaven. Vi har dem også med ude at fodre dyrene, så vi får rig lejlighed til at formidle vores viden om landbrug, råvarer og økologi til gæsterne, forklarer Bjarne. Alt laves fra bunden I køkkenet, hvor Elsebeth regerer, kan gæsterne også deltage i madlavningen og eksperimentere med de økologiske råvarer af egen avl, men ellers er det Elsebeth, der står for maden til alle de gæster, der opholder sig på Hellevad Vandmølle.
– Når det kommer til økologi, er vi kompromisløse. Alt det, vi laver i køkkenet, bliver lavet fra bunden af friske økologiske råvarer og så vidt muligt produceret på gården. Vi laver f.eks. selv mel af vores eget korn. I de perioder, hvor der ikke er feriegæster, afholder vi også ind imellem workshops og temaweekender med fokus på mad, som foregår her i køkkenet. Folk må gerne tage en bid af stedet med hjem, i form af syltede rødbeder eller brød, de selv har lavet af råvarer fra stedet, men de må også meget gerne tage en bid af stedets sjæl med sig hjem. Det betyder meget for os, at gæsterne har lyst til at være en del af stedet, når de er her, siger Elsebeth.
Formidling i højsædet
Med en opvækst på landet og en baggrund som agronomer samt årelang erfaring med landbrug, madlavning og økologi, har både Bjarne og Elsebeth mange erfaringer og en stor viden, de gerne vil dele ud af. Planen er lagt frem til 2020 Og fremtiden er allerede lagt på skinner. Bjarne og Elsebeth har siden 2000 lagt femårs-planer for, hvordan de gerne vil udvikle stedet. For nylig tog de skridtet og lagde en plan helt frem til 2020. Ambitionerne rækker nemlig længere end til bondegårdsferie og lidt kurser og workshops i ny og næ.
– Nu har vi arbejdet 15 år med at få det her sted op at stå, og vi har endelig de rammer, vi altid har ønsket os. Vi vil helt sikkert fortsætte med at tilbyde bondegårdsferie, men vi har også stor lyst til at udvikle nye aktiviteter, forklarer Elsebeth og Bjarne fortsætter:
– Det er hyggeligt og dejligt at formidle til familier og børn, men vi vil gerne prøve at få gang i nogle aktiviteter, der mere er målrettet voksne, og hvor der er lidt mere filosofisk og åndelig dybde.
Partnerskaber
Elsebeth og Bjarne har indset, at de ikke kan starte et sådan initiativ op helt alene.
– Vores problem er jo, at vi ikke kan drive landbruget, lave mad til gæster og kursister og samtidig stå for at køre workshops, kursus- eller formidlingsforløb. Vi har brug for hjælp til enten at passe butikken eller stå for at gennemføre aktiviteterne, forklarer Elsebeth og Bjarne supplerer:
– Vi vil gerne forsøge at etablere et partnerskab med nogle folk, som kan se en idé i at bruge stedet konstruktivt sammen med os. Særligt blandt de unge er der en voksende interesse for økologi og selvforsyning, som blandt andet giver sig udslag i de mange nye fødevarefællesskaber der dukker op for tiden. Det kunne f.eks. være sådan nogle unge mennesker, med visioner og ideer, som vi meget gerne vil samarbejde med. Vi vil gerne bruge stedet som et eksperimentarium, hvor folk med gode ideer kan komme og prøve tingene af i fællesskab eller samarbejde med os.
Økologi en selvfølge
Hellevad Vandmølle ved Bjarne Boesen og Elsebeth Junker er kandidat til Økologisk Frontløber 2013, fordi de med stor idealisme og handlekraft har skabt et koncept, hvor landbruget og de gamle møllebygninger danner rammen om en række aktiviteter, der har økologi og selvforsyning som et integreret omdrejningspunkt.
FAKTA:
- Bjarne Boesen og Elsebeth Junker er begge 50 år og uddannede agronomer.
- De overtog Hellevad Vandmølle i 1996 og lagde om til økologi samme år.
- De dyrker brødkorn mm. til Aurion på 65 ha. Desuden hører der 10 ha eng og 5 ha skov til ejendommen.
- Dyreholdet omfatter fem søer og 50 slagtesvin, 10 ammekøer med opdræt og 10 fedekalve, 11 heste og nogle høns.
- Der er to-tre unge medhjælpere ansat samt frivillige fra organisationen WWOOF.
- Udover landbruget tilbydes økologisk bondegårdsferie, workshops m.m. Kursuslokalerne kan desuden lejes.
- Læs mere på www.vandmoellen.dk
Eksempel på journalistisk arbejde, Artiklen har været bragt i Økologi & Erhverv marts 2013.